Hvad er et triggerpunkt?

Smertefulde lidelser i bevægeapparatet er en af de hyppigste årsag til, at patienter henvender sig til den alment praktiserende læge. Således viste en nylig undersøgelse, at muskel- og skelet sygdomme er den hyppigste årsag til langvarig sygdom, og 16% af voksne danskere angiver at have en eller flere langvarige muskel og skeletsygdomme.

Ligeledes viste undersøgelsen, at muskel- og skeletlidelser var den næsthyppigste (22%) årsag til førtidspension. Hertil kommer de akutte skader, herunder skader forårsaget af idræt. Patienternes henvendelser drejer sig om alt fra simple distorsioner til kroniske smertetilstande, herunder slidgigt.

Heraf udgør smerter i nakke og skulder 27,3%, smerter i ryg og lænd 26%, smerter i hænder, ben eller hoften 23,3%. De resterende 23,4% er mere uspecifikke.

Lidelser i bevægeapparatet kan groft opdeles i tre grupper:
a) ossøst betingede lidelser,
b) muskulært betinget lidelser og
c) bløddelslidelser.

Vor forståelse af, hvad et triggerpunkt er, er kun delvist kortlagt, men det er alment accepteret, at et triggerpunkt er et område i tværstribet skeletmuskulatur, der efter et traume forbliver patologisk i lang tid og kan forårsage smerter og bevægeindskrænkning.

Det er karakteristisk, at aktive triggerpunkter har en tendens til at udsende radierende smerter efter et unikt mønster, der er karakteristisk for det enkelte triggerpunkt, og at denne smerte kan reproduceres fra patient til patient.

Triggerpunkter kan forårsages af traumer, men det kan også skyldes gentagne belastninger, uhensigtsmæssige arbejdsstillinger og stress. Desuden kan triggerpunkter være sekundære til andre triggerpunkter eller interne lidelser.

Hvad angår fremkomsten af sekundære triggerpunkter til andre triggerpunkter, er forståelsen af dette problem væsentligt for behandlingstilrettelæggelsen, idet det er vigtigt at behandle både det primære og det sekundære triggerpunkt.

Et aktivt triggerpunkt forårsager en forkortning af musklen, og denne forkortning påvirker formodentlig efter en tid den antagonistiske muskel. Hvis der fx. findes et triggerpunkt i m. biceps, vil det betyde, at patienten ikke kan strække armen, da musklen er forkortet. Som en konsekvens heraf, giver det en patologisk påvirkning af m. triceps, idet denne muskel konstant er under et træk, og som konsekvens udvikler et triggerpunkt.

Der hersker ikke den store uenighed om hvad et triggerpunkt forårsager, men der er ikke helt enighed om, hvad et triggerpunkt er.

Travel angiver, at triggerpunkter adskiller sig fra den omkringliggende muskulatur. Således skulle der findes en øget koncentration af nuclei og en øget mængde interstitiel væske mellem muskelfibrene. Dette fund betvivles imidlertid af andre, der angiver, at man ikke har fundet klare abnormaliteter ved rutinetest samt elektromyografiske undersøgeler af triggerpunkter. Det har også været foreslået, at triggerpunkter udvikles ved den motoriske endeplade.

Imidlertid synes der at være en vis enighed om, at nocioceptorer gruppe III og IV er medvirkende i udviklingen af muskelsmerter, idet et traume vil aktivere C-fibrene og fremkalde en inflammatorisk proces med frigørelse af neurotransmittere, som fx bradykin, prostaglandiner, histamin, serotonin og kalium ioner.

Disse neurotransmittere forstærker effekten af det allerede fysisk inducerede traume. Herudover synes der også at indtræde en sensibilisering af nociceptorene med en nedsættelse af smertetærsklen.

Den fulde virkningsmekanisme af akupunktur er langtfra klarlagt i detaljer, og efterfølgende beskrivelse er, hvis vi skal være stringente, ikke specifik for akupunktur, men for afferent nervestimulation af forskellig art.

Imidlertid er akupunktur en afferent nervestimulation, og det må kunne retfærdiggøres at drage denne parallel. Det er påvist, at man ved akupunktur, i lighed med andre smertefulde stimulationer, fremkalder en lokal inflammatorisk proces med frigørelse af neurontransmitter og efterfølgende påvirkning af det perifere nervesystem.

En smertefuld impuls medieres normalt via C-fibrene og løber primært til 2. lag af baghornet. Hvis der ikke iværksættes en behandling fortsætter disse impulser til 5. lag af baghornet, hvor de krydser over og løber via tractus spinothalamicus til højere centre i hjernen, og vi registrerer en smerte.

Akupunktur medieres via A-delta-fibrene, der også primært ender i andet lag af baghornet, og det er vist, at akupunktur via interneuroner og frigørelse af enkefalin er i stand til at bremse den indkomne smerte medieret via C-fibrende på dette niveau. Det er den mest enkle form for smertelindring, men andre mekanismer er involveret i den smertestillende proces.

Således er det vist, at A-delta-fibrene også fortsætter til 5. lag af baghornet og ascendere til højere liggende centre i midthjernen.

Det er ligeledes vist, at raphe magnus nucleus, der er beliggende i midthjernen, sender descenderende fibre til 2. lag af baghornet og via interneuroner har en frigørelse af enkefalin, og således medvirker til smertelindringen på spinalt niveau.

Det er også vist, at raphe magnus nucleus via serotonin medvirker til dannelsen af endorfin, der har en generel smertestillende effekt. Yderligere formodes det, at thalamus og hypofysen medvirker i dannelsen af endorfin. Når det drejer sig om tiggerpunkter er det imidlertid mere kompliceret, idet det formodes at forkortningen af musklen (kontraktionen), forårsager en komprimering af karrene. Dette medfører en lokal iskæmi og formentlig ophobning af mælkesyre i musklen.

Det er vist at akupunktur øger den lokale blodgennemstrømning, formentlig pga. en nedsættelse af sympaticus tonus. Man må derfor formode, at akupunktur ud over en smertestillende effekt også medvirker til at retablere normale hæmodynamiske forhold i den/de påvirkede muskler.

Imidlertid er det ikke udelukkende iskæmien i den lednære muskulatur, der er årsag til patientens smerter. Således er det vist, at muskulær iskæmi i sig selv ikke giver anledning til muskelsmerter. Derimod medfører muskelkontraktioner under iskæmi muskelsmerter, formentlig via en frigørelse af bradykinin, kalium ioner og prostaglandiner, der sensibiliserer nociceptorerne.